Skal du, ligesom de fleste andre danskere, holde sommerferie indenfor Danmarks grænser i år, så har vi her samlet 5 danske knallert seværdigheder, som dem, der er bidt af en gal knallert, helt sikkert vil synes om.

 

1. Den Gamle By

Den Gamle By er stedet der emner af hygge og nostalgi. De gamle bindingsværkshuse og brostensbelagte gader skaber en helt særlig, nærmest idyllisk atmosfære, som får de fleste helt ned i gear.

I et kælderlokale i baggården i Den Gamle By finder du P. Fredsteds Cykel- og Knallertværksted, hvor du, straks du træder inden døre, kan fornemme den autentiske duft af olie og den velkendte værkstedsatmosfære. En stor del af interiøret på værkstedet stammer fra datidens Cykler og Radio, på Gl. Skanderborgvej 141 i 8472 Sporup. 

På værkstedet er der bl.a. udstillet to ikoniske Kreidler Florett knallerter, som jo var mange drenges helt store drøm i 1970’erne. Derudover finder du også gængse reservedele, som f.eks. stempler, tændrør, tændspoler, baglygter, dæk og pakninger, som kan spottes i datidens velkendte indpakninger. Dog ikke til salg ;-)

På værkstedet finder du bl.a. også en maskine til udboring af cylinder, opegerrings apparat og kompressor, som hjælper med at klare forskellige cykel- og knallertreparationer. Alt pladsen på det lille værksted er udnyttet til sit fulde.

Udover knallertværkstedet, byder Den Gamle By naturligvis på et hav af andre spændende og nostalgiske højdepunkter, som er værd at besøge. Byen er opdelt i tre overordnede årstal: 1864, 1927 og 1974 og består af intet mindre end 80 historiske huse fra 25 forskellige byer over hele Danmark.

En oplevelsesrig tur, som helt sikkert vil vække mange minder fra ”dengang”.

 

Den Gamle By ligger på Viborgvej 2, 8000 Aarhus C.

Læs mere om åbningstider og priser på Den Gamle Bys egen hjemmeside her.

 


 


2. Danmarks Industrimuseum

På Danmarks Industrimuseum finder du knallerter i ”børnehøjde”, nemlig i form af  Børnenes Knallertværksted. I forbindelse med museets Smedeværksted, er der udarbejdet et knallertværksted, hvor børn (og voksne – om man vil) kan lege og lære.

På værkstedet finder I en motor fra museets grønne Puch Maxi fra 1973, som børnene ved hjælp af 3D-printet kopier, kan hjælpe med at samle helt uden brug af værktøj. På den måde kan børnene få en helt basal forståelse for motorlære på en sjov og legende måde. Præcis som knallertgeneration efter knallertgeneration har fået motorlære ind under huden, nemlig ved at makke med en knallertmotor.

På museet finder du også en masse andre udstillinger, som samlet set fortæller 150 års historie. Historien har fokus på produktion, levevilkår og finansiel udvikling og er en blanding mellem udstillinger og frivillige aktiviteter, som er med til at sikre en levende formidling.

Museet er en oplevelse for hele familien, og vil helt sikkert være et hit for både børn og børnebørn, ifølge med en knallertglad far eller farfar.

 

Du finder Danmarks Industrimuseum på Gasvej 17-19, 8700 Horsens.

Læs mere om åbningstider og priser på Industrimuseets egen hjemmeside her.

 


 

3. Maxitours

Savner du duften af benzin, lyden af en god gammeldags totaktsmotor og minderne om dine unge år, susende på din Puch Maxi ud af landevejen? Så kan Maxitours nu hjælpe dig med at få et stykke af 70’er nostalgien tilbage.

Hvis du endnu ikke har fået gjort knallerten køreklar i år, så er der hjælp at hente hos Hedevang Outdoor i Thyborøn, som er firmaet bag det helt nye koncept ”Maxitours”. Maxitours stiller nemlig, som navnet så fint antyder, Puch Maxi’er til rådighed til din næste knallert-tur. Drøm dig tilbage til de gode gamle dage, med en guidet tur rundt i byen, samtidigt med at du lytter til alle de gode røverhistorier i hjelmens indbyggede højttalere, eller lej en knallert og udforsk vestkysten på egen hånd – det er helt op til dig!

Knallerten, som du skal køre på, vælger du naturligvis selv. Her er både mulighed for at køre på den velkendte røde Maxi ”Stella”, eller de skrigorange tvillingeknallerter ”Dupont” og ”Dupond”, hvis du og en kammerat vil vække lidt ekstra opmærksomhed i bybilledet. Bag hver knallert ligger der en sjov lille historie, som du kan læse meget mere om på Maxitours egen hjemmeside.

Skal du arrangere polterabend, firmaudflugt eller noget helt tredje, kan Maxitours også her hjælpe med at strikke et event sammen, som passer lige til jeres ønsker. Maxitours sørger for, at alt det praktiske angående knallerterne er på plads, og kan også hjælpe jer med at finde både spisning og overnatning – hvis der er behov for det. Uanset udflugtens formål, kan I være sikre på at få en sjov og mindeværdig dag i det vestjyske, hvor I, som Peter Ingemann siger det, rigtig kan få lov til at ”Give it some bundgas!

 

Maxitours holder til i Vestjylland.

Læs mere om mulighed for booking og åbningstider her.

 


 

4. Dansk Cykel- & Knallertmuseum

Hos Dansk Cykel- og Knallertmuseum finder du Skandinaviens største samling af tohjulede transportmidler. Her ser du både cyklens og knallertens udvikling og historie på et unikt og levende museum, endda med mulighed for at afprøve nogle af de gamle køretøjer. 

Der er mange flotte maskiner, som helt sikkert vil imponere dem, der interesserer sig for knallert verdenen. 

Udover cykler og knallerter, finder du på museet også udstillinger af både kamaraer og symaskiner samt en mindre samling af Hellesens batterier.

 

Museets adresse er Sorøvej 8, 4171 Glumsø.

Læs mere om åbningstider og priser på museets egen hjemmeside her.

 


 

5. Danmarks Cykelmuseum

Hos Danmarks Cykelmuseum finder du en omfattende samling af cykler – alt lige fra træcyklen til nutidens mest kendte modeller. Museets ældste cykel er den første cykelmodel med pedaler ” Velocipede”, som er bygget af franskmændene Pirre & Ernst Michaux helt tilbage i år 1865. Det nyeste skud på stammen er derimod en cykel fra år 2002, som er bygget i Indien og er et godt eksempel på, hvordan cyklen, som fremdriftsmiddel, har ændret sig igennem tiden.

Tag ikke fejl af navnet, for på Danmarks Cykelmuseum finder du ikke kun cykler, men også en enestående samling af knallerter fra 1950’erne. Heriblandt veteranknallerter af mærket Diesella, som blev en stor succes i Danmark og endte med at blive Danmarks største knallertfabrik.

Foruden de fine samlinger af tohjulede køretøjer, rummer museet også radio/tv, pladespillere, båndoptagere, symaskiner, kørestole og meget andet.

Flere af museets cykler, knallerter og radioer har bl.a. været udlejet og brugt i film, teater og på diverse særudstillinger. Så hvis nogle af effekterne virker lidt bekendt, så kan det måske skyldes, at du har set dem før. 

 

Danmarks Cykelmuseum ligger på Borgergade 10, 9620 Aalestrup.

Læs mere om åbningstider og priser på Dansk Cykelmuseums hjemmeside her.