Rigtig mange køretøjer, herunder langt de fleste klassiske knallerter, drives frem ved hjælp af et par tandhjul og en kæde.
Det er naturligvis meget vigtige komponenter på knallerten, som skal have de rigtige dimensioner, former og størrelser.
Vi har lavet et lille skema, som forhåbentligt giver dig et bedre overblik over de mest almindelige kædestørrelser.
| Kæde størrelse | Led længde | Rulle bredde | Rulle diameter | Pin diameter |
| 25 | 1/4” | 1/8” | 1/8” | 3/32” |
| 25H | 1/4” | 1/8” | 1/8” | 3/32” |
| 35 | 3/8” | 3/16” | 3/16” | 1/8” |
| 410 (1/2 x 1/8) | 1/2” | 1/8” | 5/16” | 9/64” |
| 415 (1/2 x 3/16) | 1/2” | 3/16” | 5/16” | 9/64” |
| 420 (1/2 x 1/4) | 1/2" | 1/4" | 5/16” | 5/32” |
| 428 | 1/2” | 5/16” | 5/16” | 3/16” |
Når du køber en ny kæde til din knallert, skal den selvfølgelig være den korrekte størrelse. Det håber vi, at skemaet herover kan hjælpe dig med.
En anden vigtig faktor er naturligvis længden. Langt de flest fabrikanter af kæder, leverer deres kæder så de er tilstrækkelig lange til de fleste opgaver.
Eksempel:
Denne kæde fra Wippermann har størrelsen ½ x ¼” og kæden har 122 led. Den er altså rigeligt lang til de fleste opgaver. Når vi f.eks. monterer denne på en standard Puch Cobra med 14 tænder foran og 40 tænder bagpå, som er standard gearing, er der ca. 8 led tilovers.
Sådan strammer du din kæde korrekt
Når du har monteret nye tandhjul og/eller en ny kæde, er det vigtigt at justere kædens stramning korrekt. Stramningen varierer lidt fra knallert til knallert, men generelt bør en kæde på en knallert med fast bagsvinger, uden affjedring bagpå, kunne bevæges ca. 1 cm op og ned midt mellem det forreste og bagerste tandhjul. Hvis knallerten har affjedring i bagsvingeren, er ca. 2 cm op og ned en passende start.
Stramningen varierer fra knallert til knallert. På visse modeller ændrer bagsvingerens geometri sig ikke, når knallerten kører og stellet bevæger sig op og ned. Andre modeller ændrer sig. Når du justerer kæden, er det en god idé at have en person til at sidde på knallerten, så du kan se, hvordan kæden reagerer.
Tandhjulene skal flugte korrekt med hinanden. Det er bedst at stå ved siden af knallerten og kigge hen over bagtandhjulet og se, om kæden er i niveau med enten over- eller underkanten af tandhjulet. Fjern eventuelle kædeskærme for bedre synlighed. Hvis baghjulet (og dermed bagtandhjulet) er drejet til siden i forhold til fortandhjulet, kan dette ses tydeligt. I nogle tilfælde kan du have flugtende tandhjul, mens baghjulet er skævt. Dette kan skyldes ældre svinger med slitage eller træk fra en trimmet motor, der kan påvirke bagsvingerens position i forhold til stellet.
Husk, at det vigtigste er, at tandhjulene flugter korrekt, og at kæden har passende stramning. Dette er afgørende for at forhindre hurtig slid på både kæde og tandhjul.





























