Langt de fleste ældre, klassiske knallerter har en simpel vekselstrømsgenerator, som består af én eller flere lysspoler, som generer AC – vekselstrøm – når svinghjulets 4 magneter bevæger sig forbi disse.
Mere moderne knallerter har ofte en kombination af AC vekselstrøm og et batteri med DC – jævnstrøm. Disse vil vi ikke beskæftige os med her.
Generatoren på din knallert har, som nævnt, én eller flere lysspoler. Disse er naturligvis dimensioneret således, at den spænding man ønsker spolerne skal kunne levere (som oftest 6 volt) nås ved et gennemsnitligt omdrejningstal for motoren.
Det vil altså sige, at når din knallert kører i tomgang med lavere omdrejninger, laver lysspolerne måske kun 3-4 volt, mens de ved fuld gas (på en lovlig motor naturligvis), måske ligger på 7-8 volt.
Denne konstruktion gør, at der ikke er behov for en spændingsregulator, idet den opnående spænding fra f.eks. 3 til 8 volt, ligger indenfor hvad de strømforbrugere, som man monterer på en klassisk knallert – pærer, horn osv., – kan håndtere denne spænding uden at springe eller gå i stykker. Denne simple konstruktion har naturligvis noget med prisen at gøre, men til den lovlige motor fungerer systemet skam ganske udmærket i mange år.
Nu står du så i en situation, hvor din knallert begynder at sprænge pærerne hele tiden.
Problemet kan skyldes to årsager, men kan naturligvis også være en kombination af dem begge.
1. Du har en dårlig stelforbindelse
Pærer der springer skyldes i 3 ud af 4 tilfælde, at du har en dårlig stelforbindelse et eller andet sted. Derfor er det første punkt, at du skal kontrollere samtlige stelforbindelser på din knallert.
Det der sker, uden at blive alt for teknisk, er, at hvis du f.eks. har en dårlig stelforbindelse til din baglygtepære, så vil denne dårlige forbindelse skabe en modstand i forbindelsen mellem din lysspole, pære og stel. Da en pære på f.eks. 6 volt 3 watt (en typisk baglygtepære), har en given modstand, som er det der får pæren til at lyse, vil der ske det ved en dårlig stelforbindelse, at der bliver trukket mere strøm (flere Amp), gennem pæren, end den er konstrueret til – og så springer den. Lad os sige, at den modstand der er i denne givne dårlige stelforbindelse, svarer til hvad en 10 watt pære vil trække af strøm (1,66amp i 6V), bliver der lige pludselig trukket pærens 3 watt + dårlig stel 10 watt – i alt 13 watt (eller lidt over 2 amp i 6 volt), alt sammen gennem pæren. Det er den ikke konstrueret til, og derfor springer den.
Mange knallertdesignere gennem tiderne, har nok heller ikke tænkt, at den maskine, de var ved at designe, stadig ville køre på de danske landeveje 40-50 år efter, at den var blevet fabrikeret. Det ses tydeligt i forskellige typer af stelforbindelser på en knallert. Tag f.eks. en Puch Maxi – stelforbindelsen til baglygten foregår gennem bagskærmen. Denne er boltet til stellet hvor motoren jo sidder, med en tynd 5mm bolt. Når denne gennem årerne ruster og giver dårlig forbindelse, eller måske ligefrem knækker helt over, ja – så er den korrekte stelforbindelse til Maxiens baglygte væk og du står med problemerne.
Så tjek stelforbindelser i baglygte, forlygte, styr osv. Alle steder hvor der kræves stel til at udføre en opgave – det kan være at tænde lyset, aktivere horn eller stopknap osv.
Du kan bruge et Ohm meter – kan købes for små penge mange steder – og så måler du fra motorblokken (hvor lysspolen/spolerne jo er skruet fast og har stel), og så ud til de forskellige forbrugssteder. Der må overhovedet ikke være den mindste modstand.
Er der modstand eller er du i tvivl, kan du midlertidigt – eller permanent – trække en separat stelledning fra motorblokken og ud til det kritiske forbrugssted. Så er du helt sikkert ovre det problem.
Men en omhyggelig rengøring og fjernelse af rust og ir i diverse samlinger og forbindelser, kan i langt de fleste tilfælde også gøre det. Glem ikke eventuel lyskontakt, tændingslås mm. Her kan kontaktrens være din bedste ven.
Vær’ ekstra opmærksom, hvis du lige har fået din knallert lakeret. Den tykke autolak eller pulverlak kan meget nemt skabe så meget isolation mellem f.eks. motor og stel, at der ikke er tilstrækkelig stelforbindelse. Så her sliber man lige lakken af inden montering, og giver det et tyndt lag rustbeskyttelse eller lak, efter montering.
Styr og forlygte er ofte oversete komponenter, som tit kræver en god stelforbindelse for at forlygte, horn og stopknap virker, som de skal. Stelforbindelsen her sker tit blot gennem forgaflens kronrørslejer, så det skal du være opmærksom på. En grundig rengøring og fjernelse af rust og ir løser ofte problemet.
2. Du har en trimmet/tunet motor
Den anden årsag til, at pærerne på din knallert springer, kan skyldes, at du har trimmet og tunet din motor i én eller anden grad, så motoren nu løber med flere omdrejninger end den originale, standard og lovlige motor gjorde.
Der skal ikke meget trimning til, for at din knallerts motor løber 2-3000 omdrejninger hurtigere, end en standard motor gør. Det der så sker, er, at spændingen i lysspolen/lysspolerne stiger tilsvarende.
Én måde at konstatere dette på, er ganske enkelt ved at tilslutte et voltmeter (Som er indstilles til AC – vekselstrøm), til ledningen fra din lysspole og så stel. Nu kan du lige kortvarigt give fuld gas i frigear (eller med baghjulet løftet fra jorden ved aut. motorer ), og aflæse spændingen.
Lidt afhængig af fabrikat, størrelse af lysspoler osv., vil spændingen ved en trimmet motor, hvor omdrejningerne er øget med f.eks. 2000, nemt kunne komme op på 8-10 volt. Og ved endnu flere omdrejninger, endnu højere spænding.
Og har dine pærer en nominel spændingen på 6 volt, begynder de typisk at springe ved vedvarende belastning på omkring 8-10 volt og derover.
Skift til 12 volt pærer
Nogle knallertejere finder en nem løsning ved at montere 12 volt pærer på deres knallerter. Dette kan da i visse tilfælde løse problemet, og såfremt du er tilfreds med de forskellige pærers styrke i 12 volt, kan du roligt gøre dette. Hvis ikke det er nok, kan du montere en spændingsbegrænser eller en decideret spændingsregulator.
Monter en spændingsbegrænser
Spændingsbegrænseren er den enkleste og billigste at montere, og hos Mopedspeed.dk har vi nedenstående model, som vi har rigtig gode erfaringer med.
Monter en spændingsregulator
Har du rigtig mange omdrejninger, eller måske en anden type tænding/generator med større lysspoler osv., kan en rigtig spændingsregulator være løsningen. Denne model, er den samme, som vi leverer sammen med de elektroniske Kokusan tændinger, og de er rigtig gode! De kan håndtere spændinger op til 36 volt og 70 watt, så de dækker som regel behovet.
Monter en elektronisk tænding
En sidste mulighed for at få helt styr på strømmen på din knallert, kan være at montere en komplet elektronisk tænding med lysspoler.
Kokusan tændingen, som vi forhandler her hos Mopedspeed.dk, er en virkelig god kvalitet til en fornuftig pris. Den kan tilpasses mange forskellige knallertmotorer som fra fabrikken har monteret et Bosch tændingsanlæg.
Du kan læse mere om Kokusan elektroniske CDI tændinger her: